I aktivitetskalenderen for Sejerø står det nævnt, at der i Juli 2012
kommer
”2 garvede stenslibere og 3 guider fra Vestsj. stenklub. Tur
til stranden.” . Det blev så til Mogens og Addy (samt en lille
hund) og Asbjørn fra NVS og Finn M. fra SAF, som stillede deres
kvalifikationer til rådighed de 3 dage i ”fælleshuset” på Sejerby
havn.
Om søndagen besluttede Mona og Niels og jeg, at vi ville tage en tur
til øen for at tilse projektet. Sammen med en masse rare stenfolk fra
Nordvestsjællands stenklub sejlede vi med færgen fra Havnsø til Sejerø.
Vi ankom lidt over kl. 10 og blev modtaget af Mogens på kajen. og vi
slentrede rundt på havnen, her lå en masse små sejlbåde og fiskerbåde
og sandelig også et vikingeskib ved navn ”Aslak”. Vikingeskibet er
en tilnærmet model af ”Ladbyskibet” fra Kerteminde. ”Aslak”,
med besætning, var på sommertogt Danmark rundt, men var blæst inde i
Sejerby havn.
Sammen fulgtes vi til ”Tejsten museet”, hvor vi så den
stenudstilling som præsenteres af Karl og Mogens i perioden 1. maj -
15. september i år. Museet er opkaldt efter den sjældne fugl;
”Tejsten”, som har et ynglested på Lindehoved på Sejerø. Tejsten
er en alkefugl, der med sin oprette holdning og sort-hvide fjerdragt
minder om den sydlige halvkugles pingviner.
Mogens guidede os på stranden nord for havnen, hvilket han gjorde 3
gange dagligt denne forlængede weekend. På stranden fandt vi en del
ledeblokke og der var også ignimbritter, basalter, skolithossandsten,
havsvampe, kaotiske sporfossiler, også lidt søpindsvin og en meget
flot flinteflække.
Vi gik tilbage til ”fælleshuset” ved 13-tiden. Her traf vi den
fantastiske ildsjæl Birgit Kahré, som i øvrigt ikke generede sig for
at give Mogens en kærlig og vel fortjent skideballe. Ved at søge fonde
er det lykkedes Birgit Kahré ved frivillig arbejdskraft fra Tejstens
Venner på 7 år at skaffe ¼ mill. kr. til tejstgalleriet. Arbejdet er
baseret på kærlighed og glæde til gavn for andre. hvilket gjorde det
muligt i samarbejde med Kalundborg kommune at bygge ”fælleshuset” på
Sejerby havn, ligeledes havde hun personligt, fået nogle tusind kr.,
som var investeret i de flotte stenslibe maskiner. Man må i den grad
tage hatten af for både Birgit Kahré samt hendes trofaste medhjælper
skolelærer Lisbet Andersen, forfatter til bogen: ”Sten ved
stranden”.
Stenslibe maskinerne var denne weekend opstillet i ”fælleshuset”,
hvor Finn M. vejledte alle der havde lyst at prøve at slibe sten både
voksne og børn og ikke mindst Birgit Kahré.
Midt på eftermiddagen underhold Birgit Kahré med charmerende harmonika
spil, det var virkelig virtuost og professionelt udført, selv børnene
dansede med og fik lov at trykke på tasterne på den flotte harmonika.
Der blev også tid til en lille vandre tur. Vi kom forbi det smukke
gadekær og vi så den TDC-central, som Niels i sit arbejdsliv havde
etableret på Sejerø. Og Sejerby kirke med de flotte kalkmalerier fik
også et besøg af os.
I ”fælleshuset” på havnen var der maleriudstilling i den lyse
ende, her var åben til kip med ovenlysvinduer. I den anden ende, hvor
der var loft og knap så lyst, foregik alt det sjove: stenslibning,
stenbestemmelse, harmonikaspil osv. Det var vistnok godt vi havde Niels
med derover, for der kom rigtig mange Sejerøboere, som skulle have
bestemt deres fossil fund bl.a. mange plader med orthoceratitter og
trilobithaler fra megistaspis.
Lur mig hvis ikke Addy, Mogens, Asbjørn og Finn M. glædede sig til at
komme hjem og få et varmt bad og hvile lidt ud efter 3 dages besøg hos
denne fantastiske ildsjæl på Sejerø.
Stisse |