Sydsjællands Amatørgeologiske Forening
S.A.F.
. Forsiden Bestyrelsen Aktiviteter Medlemskab Medl.bladet Turbilleder .
. Nye fund Foreningsnyt Biblioteket S.A.F.s venner Stenmessen Links .
. Aktivitetsaftener Fossilgruppen Mineralgruppen Strandstensgruppen Interessegrupper Lokaliteter .

 

Helgolandsturen d. 8 - 10 maj 2009

Midt om natten startede vi 4 friske fra Næstved kl. 4.30. Ved stop 39 i Slagelse mødte vi 8 andre friske og alle satte kursen mod Büsum, hvor færgen skulle sejle afg. kl 9. Men det går ikke altid som planlagt, for nogle kunne ikke rigtigt finde vej, andre fik oplyst, af den venlige maratonløber, at Funny Girl var aflyst, så vi skulle sejle med Lady von Büsum og gerne 15 minutter før. Vi kom ikke af sted 15 min. før (det var allerede for sent). En mand fik nøglerne til Hennings bil, hvorfor Henning spekulerede på, om han nogensinde fik den gode ”stenbil” at se igen. Men det gik vældig funny, og alle kom med ombord, nogle endda uden at betale.
Efter 3 timers sejlads, dukkede Helgoland op i horisonten. Vi var spændte på at se denne røde trias sandstens ø, der hæver sig som en horst med lodrette klippesider 50-60 meter over havets overflade på oberland, hvor øen er højest, og så var der unterland, der hvor vort hotel og havnen lå, hvor der var normal højde. Mellem oberland og unterland var der mange trapper og også en elevator. Denne ø er noget helt særligt og anderledes med sine røde klipper og al det grønne og så er der; Die Düne, som er den lille hvide ø, der ligger lige ved siden af Helgoland og som Helgoland var landfast med, indtil en stormflod i 1720 fjernede så meget materiale, at de blev til to øer. Helgoland har sit eget flag; grønt, rødt og hvidt i vandrette striber - ikke så mærkeligt, det er de 3 farver, man ser. Helgoland har også sin helt egen dialekt, heller ikke mærkeligt, når man tager i betragtning, at den ligger 70 km ude i Nordsøen, på kortet er den puttet op i hjørnet.
Efter indkvartering på flot Hotel Hilligenlei, gik vi en tur på Helgolands nordstrand (altså unterland), hvor der var mulighed for at finde en masse rød sandsted med krystaller som: Azurit-, malakit-, calcit-, baryt- og dolomitkrystaller. Jeg fandt calcitkrystaller og malakit, som ikke var krystal, men et grønt lag på den røde sandsten også vindribber i rød sandsten. På vejen hjem fra stranden til hotellet, fik vi godt nok en ordentlig tordenbyge, så der kom en hel fos af regnvand ud fra oberland og vi blev plask våde.
Om aftenen gik vi ud at spise, et meget fint sted med god mad o.s.v. (uden at jeg skal komme nærmere ind på de der melboller, knüdel hed det vist, kan ikke anbefales).
Næste dag gik turen til Die Düne for at finde fossiler. Vi blev sejlet derover i små chalupper og vejret var fantastisk smukt, det var ubeskriveligt dejligt at gå der og søge efter rød flint m.m.
Og så var der sæler - og hvor var de søde og sjove. Der var en særlig sjov én, som mavede sig op af alle de små runde rullesten, for at se om vi gav den en bid af vor ”madpakke” da den så, det ikke var sild smuttede den bare ud i vandet igen, helt fantastisk. En uforglemmelig dejlig dag, jeg har stadig lyden af bølgeslag og rullesten i ørerne og solen og sølvblink fra havet.
Om aftenen spiste vi på Oberland en meget fin restaurant med meget varme tallerkener og denne gang gik det rigtig godt; Fischpfannen med bratkartoflen og sennepsouse, se det var smovs.
Hele dagen gik historien om den fantastiske røde kugleflint Inge havde fundet, vi så den om aftenen, den var utrolig flot. Ved  middagsselskabet måtte Inge dog gå til bekendelse og fortælle, at hun selv havde set damen finde den, og - ja Inge  måtte gerne købe den, se det var en rigtig historie.
Sidste dag gik turen først til museet, der bl.a. rummede en flot fossilsamling og derefter til oberland, vejret var aldeles så smukt som dagen før og det var fantastisk, sikke en udsigt/indsigt/nedsigt og alle de smukke fugle, der byggede reder i små sprækker på de stejle røde klippesider, især sulerne udtrykte en helt utrolig smuk omsorg for hinanden, det var så fantastisk at se.
Der blev passet godt på os, alle steder var solide hegn, og fine trapper og stierne var belagt med fliser, her var ingen slinger i valsen. Vi nåede lige et besøg i den meget omtalte antikforretning, her skete der også ting og sager, det var lidt sjovt.
Da det sidste trut lød i fløjten, klar til afgang, så man nærmest som i en Olsenbanden film, stenfolket lastet med tunge rygsække og tasker, komme gående i en lang række ned mod de små chalupper, som sejlede os ud til færgen. Det blev en magelig sejltur, hvor vi lå på soldækket og tog en slapper.
I Büsum blev Hennings stenbil fundet frem, og vi nåede hjem, mens fuldmånen tittede frem i horisonten som en orange kugle snart stor og snart lille.
Tak til alle for en dejlig klubtur.
Stisser

(Til sidetop)